torsdag den 30. januar 2014

Lina´s top down

Jeg er en lille bitte smule forfalden til sommerbluser i rustikke kvaliteter og lækre blandinger og måtte da nødvendigvis også have Else Schjellerups seneste model "Lina´s top down" fra bogen Mange Masker. Den er strikket i Dunlin (hør/bomuld) farve Aqua, selvom det ikke just afspejles 100% på billedet.

Blusen er strikket ovenfra og ned, altså er en smule opmærksomhed kræves i starten og sidenhen kan den udmærke sig ved at være fjernsynsstrik.

Mht. teknikker så er den ikke særlig krævende og det øverste mønsterstrik er beskrevet pind for pind, så nybegyndere der behersker en enkelt snoning kan sagtens være med.

Det kan derimod kræve lidt øvelse og omhu at strikke i hørgarn / hørblandinger, før resultatet bliver jævn. Sådan er det også i Dunlin, men en magisk vask på uldprogram jævner og glatter det færdige strik.

Opskriften på blusen findes i S/M (halv brystvidde 46 cm) og L/XL (halv brystvidde 53 cm) og vejl. mængde garn er hhv. 300 gr. og 400 gr. Du får altså en lækker bluse for 318 kr. / 424 kr. foruden opskriften i bogen - den kan jo lånes på biblioteket.

tirsdag den 28. januar 2014

Nikko

Normalt har jeg lidt kvaler med Marianne Isagers kassemodeller, men jeg må indrømme, at Nikko faktisk sidder lige i skabet.

Den er strikket op i Isagers merceriserede bomuld og viscolin og den sarte lyse farve er valgt ud fra det for hånden værendes princip - det lå på mit private lager. Opskriften siger 150 gr. af begge kvaliteter til str. lille (50 cm bred) og 200 gr. af begge kvaliteter til str. stor (60 cm bred). Jeg har spenderet knap 250 gr. bomuld og godt 100 gr. viscolin på min str. stor. Den er forlænget en anelse i forhold til opskriften (længde 50 / 55 cm).

Når det er sagt, er jeg allerede begyndt at fantasere om hvor fed den vil være til et par forvaskede sommershorts og bare tæer i sandet, måske på en smuk strand på Santorini!??

Blusen er startet som 2 trekanter og efterfølgende strikket rundt på rundpind, opskriften er gammel og ikke særlig fantastisk, men med billedet her i baghovedet kan de fleste let gennemskue fremgangsmetoden. Når blusen er skyllet op, kan den strækkes lidt i den bredde eller længde.

Du kan købe opskriften lige her - husk at bestille garn sammen med - du finder der her og her.